|
Intet talent, men masser af lyst
Talent er ikke ligeligt fordelt. Det er for så vidt godt nok, for ellers ville vi alle være nogenlunde lige gode til alt, hvilket i sidste ende ville gøre os alle middelmådige indenfor alle områder. Men man kan sige, at det er temmelig uheldigt at vælge en hobby, som man ikke har talent for. Jeg er bange for, at man kan sige sådan om mig. Så vidt jeg husker har jeg løbet orienteringsløb i 19 år, men jeg har aldrig været hurtig. Naturligvis hjælper det ikke, at jeg render rundt med flere kilo end godt er, men når det gælder orienteringsevnen, er den omvendt proportional med vægten. Mange kilo, begrænset orienteringstalent.
Denne kendsgerning har medført, at jeg de sidste to årtier har haft flere fiaskoer end succeser at berette om, når det gælder kunsten af finde hvide og orange skærme i naturen. Men hvorfor ikke vende det til noget positivt og lade mit manglende talent virke som en opmuntring for nybegyndere? De skal virkelig være uheldige, hvis de ikke bliver bedre end mig i løbet at et par år.
Noget af det, der er værd at huske, er at bruge sin erfaring. Det glemte jeg så sent som for tre timer siden.
Lige siden jeg opdagede, at der ville være træningsløb i Grindsted Plantage, har jeg glædet mig til onsdag d. 31. juli. Plantagen ligger få kilometer fra mit hjem. Hunden, fruen og jeg har luftet hinanden derude utallige gange, og jeg har løbet på kryds og tværs af skoven endnu flere gange. Da jeg i formiddags nævnte, at jeg skulle løbe i baghaven, svarede fruen, at det da var dejligt, for så kendte jeg terrænet. ”Nej”, svarede jeg, ”der er altid en ekstra risiko for at dumme sig, når man tror, at man kender skoven. Særligt når man bevæger sig bort fra de velkendte stier.” Fruen anerkendte naturligvis det fornuftige i denne betragtning og sukkede henført over, at hun deler liv med så indsigtsfuld en ægtefælle.
Da jeg kom cyklende ud til startstedet, var jeg i fortrinligt humør. Nu skulle jeg se helt nye sider af den nye skov. Det var bare om at komme afsted. Og jeg skal da også lige love for, at plantagen var anderledes end forventet. Efter små 200 meter langs cykelstien løb jeg mod øst ind på et areal, der var fyldt af langt, mørkegrønt græs, der plejer at gro i fugtige områder. Det var umuligt at se, hvor langt græsset var, og det viste sig hurtigt, at terrænet var så ujævnt, at jeg kun kunne løbe få meter ind imellem, og ellers måtte slå over i gang. Det havde ganske vist regnet kraftigt får timer forinden, men vandet var allerede suget ned i jorden; altså på nær den del, der hang i græs og træer. I løbet af få minutter var jeg drivvåd, men det var sådan set meget behageligt, for luften havde sommertemperatur, og jeg skulle bevæge mig. Efter 6 minutter og 23 sekunder fandt jeg den første post … og så var det, at jeg syntes, at jeg kunne genkende landskabet. Borte var fruens imponerede blik. Ligeledes var min egen erfaring pist forsvundet. Nu havde jeg chancen for at nå hurtigt frem til post to. Et hurtigt blik på kortet forsikrede mig, at jeg kendte dens placering. Jeg skulle bare lige frem til stien og så til højre.
Glad over således at kunne finde frem til næste post på rekordtid kæmpede jeg mig videre gennem mere langt græs og nåede en bevoksning, der ikke helt svarede til mine forventninger. Faktisk var den bemærkelsesværdig langstrakt. Jeg kiggede på kortet, rettede lidt ind og fortsatte. Langt om længe kom jeg til stien, drejede til højre, krydsede en anden sti som forventet, og fandt posten. Først da jeg havde lagt brikken på, så jeg på kortet for at hitte ud af, hvor jeg nu skulle hen … og opdagede, at det ikke var post 2, jeg stod ved. Faktisk fandtes den slet ikke på den A-bane, jeg løb. Den havde bare en placering, der med lidt god vilje mindede om post 2’s, hvis man altså kom til at vende kortet 90 grader. Mellem post 1 og den forkerte post havde jeg brugt 9 minutter og 14 sekunder. Siden brugte jeg 7 minutter og 35 sekunder på at finde den korrekte post 2; altså i alt 16 minutter og 49 sekunder mellem post 1 og 2.
Set i lyset heraf blev resten af løbet en succes. Jeg brugte fra 2,37 til 7,36 minutter mellem de øvrige poster, når man ser bort fra en lang strækning mellem post 13 og 14, der endte med, at jeg måtte lede et stykke tid efter posten, så jeg brugte 10,37 minutter. Tilbage til start kunne jeg konstatere, at de fleste andre havde gennemført løbet 15-20 minutter hurtigere end mig; andre endnu hurtigere. Jeg må altså endnu engang konstatere, at talentet er stærkt begrænset, men lysten til fortsat at prøve kræfter med orienteringssporten er uændret.
Venlig hilsen den talentløse.
|
-Ligaen
Bakskuld- og Kratluskerløbene
