okwest

To rapporter fra natklubmesterskabsvinderne

Nicoline og Eskil vandt klubnat-mesterskabet. Her er deres beretninger.

Først Nicoline:

Beretning fra damebanen til Klubmesterskabet

den 6/11 2010

Kærgård Plantage

Jeg tog min pandelampe på og nåede at tænke, hvad har jeg gang

i? Jeg havde ikke haft den på siden sidste år til klub-nat, og jeg har

egentlig ikke særlig gode minder med den. Jeg kan nemlig ikke ret

godt lide natløb, da jeg altid bliver grebet af panik et eller andet

sted på banen. Så er jeg sikker på, at min sidste time er kommet,

og jeg må lide den sidste tid i en kold og mørk skov. Denne sindstilstand

indtraf også på dette års klubmesterskab i nat-orientering,

ved post 12. Men I får lige hele historien fra begyndelsen af.

Jeg startede ud med at bomme post 1, da jeg tog fejl af et vækstbælteog en sti. Jeg så dog postens lysende refleks, og indså hurtigt

min fejl. Post 2 og 3 var lette at finde, og jeg fulgte bare stierne.

Så kom jeg i vanskeligheder ved post 4. Området, som skulle have

været mørkegrønt, var nu blevet til et nyfældet og åbent område.

Trods skridttælling og nøje tjek af kurverne, lykkedes det mig at

finde en hjemmelavet sti og ledte forgæves langt nord for posten.

Jeg ledte fortvivlet efter en lysende refleks, men blev til sidst ledt

mod syd af andre søgende lygter, som jeg kunne se søgte dér.

Post 5, 6 og 7 kom jeg også let frem til, og post 8 tog jeg med et

meget sikkert udenoms-stivejvalg, da jeg har dårlige erfaringer

med at løbe gennem krat på et natløb. Så mister jeg nemlig afstandsbedømmelsen

og orienteringen fuldstændig, så det undgik

jeg her.

På vej til post 12 overvældede den rare følelse af snart at være i

mål mig. Dog en anelse for tidligt, for jeg kom netop i problemer.

WEST - NYT SIDE 15 2010 - 4

Jeg ville tage post 12 ved først at løbe hen til min post 2, for derfra

at have et sikkert udgangspunkt. Jeg fandt post 2 og skulle så blot

lægge en kurs og bevæge mig 100 m. gennem noget krat, ende på

en lysning og finde posten på en høj ved en sti, som stødte op til

lysningen. Jeg lagde min kurs og løb gennem krattet, men pludselig

så jeg, at kompasset ikke flugtede med kortet, jeg blev grebet

af panik! I stedet for at tænke logisk og læse mig ind, spurtede jeg

ALT hvad jeg kunne tilbage mod post 2. Jeg nåede at tænke diverse

mareridts tanker om sult, koldbrand og batteri svigt i lampen,

hvis jeg strandede herude og først blev fundet af postindsamleren

om lørdagen. Så galt gik det dog ikke, og jeg fandt post 2. Stadig

rystende i benene efter forskrækkelsen af at være væk i blot få sekunder,

kom en anden løber forbi. Jeg fulgte ham febrilsk gennem

krattet og fandt post 12, pyha! Så gik det ellers raskt til post 13 og

jeg klippede målposten efter en time og ca. et kvarter.

Endnu et natløb var gennemført, og jeg lovede mig selv, at dette

var det sidste, for jeg havde jo følt, at jeg var ved at dø derude! Alligevel

ved jeg, at jeg stiller op igen næste år, da det nok er dette

adrenalin kick – og selvfølgelig det sociale samvær efter løbet -

der driver mig af sted på banen, ud i natten. Så hvis der er andre

løbere, nybegyndere eller garvede, der ligesom mig er en anelse

bange for at være alene i en fremmed skov om natten, uden mobil

og kun udstyret med en tegning af noget, der gerne skulle ligne en

skov, kan jeg kun opfordre jer til at stille op næste år. Det er en

fed oplevelse og noget helt anderledes end et almindeligt o-løb i

dagslys. Skulle man fare vild, kommer der jo altid en anden glad

West-løber forbi, som er klar til at hjælpe. Det skal simpelthen

prøves :)

Tak for et godt løb!

Rapporteret af Bangebuksen / Nicoline Lorenzen

…og så Eskil:

Klubmesterskab i natorientering

Jeg glædede mig meget til at komme ud at løbe den aften. Jeg

havde pandelampen opladet, o-skoene pudset og brikken strammet

solidt om min højre pegefinger. Løbet skulle afholdes i Kærgaard,

med efterfølgende spisning som traditionen vil det. Men i år var

alt ikke helt, som det plejer, i hvert fald ikke for mig. Det var mit

første mesterskab, hvor jeg ikke blot konkurrerede i en ungdomsklasse,

men mod alle klubbens bedste løbere!

Jeg mødte op med store forventninger til mig selv, det var min

første chance for at vise de lidt ældre, men meget garvede løbere i

klubben, at de i fremtiden godt kan medregne mig som en konkurrent,

når det gælder klubbens mesterskaber. Det første opgør, dem

mod mig.

WEST - NYT SIDE 17 2010 - 4

Vi skulle løbe på de gamle kort fra ’89, da starten ellers ikke ville

være med på det nytegnede kort. En lille smule af min optimisme

forsvandt, da jeg fandt ud af det. Jeg vidste, at jeg ville få svært

ved at løbe med om sejren, men at løbe op med nogle af Danmarks

bedste kratluskere på et 20 år gammelt kort er endnu sværere.

Jeg startede ud på løbet vel vidende, at fysikken var mit største

håb i det svære terræn. Klubbens ældre og rutinerede løbere kan til

tider næsten lugte posterne på lang afstand, så jeg blev nødt til at

bruge mit fysiske overtag til at slå de listige klubkammerater! Jeg

startede da også ud som lyn og torden, og næsten inden jeg var i

gang, løb jeg ud af en forkert sti. Jeg stod og hang lidt, men kunne

intet få til at passe. Da jeg endelig fik taget mig sammen og fundet

hen til posten, var jeg allerede blevet hentet af den første løber!

Vel vidende, at jeg allerede på daværende tidspunkt havde tabt dyrebare

sekunder til mine nådesløse modstandere, satte jeg tempoet

yderligere op. Derefter gik det fint et pat poster, men til post 4

endte jeg med at bruge unødigt lang tid. Senere fandt jeg ud af, at

jeg ikke var den eneste, der havde problemer med posten, men de

mest garvede løbere havde listet lige til den uden at spilde ét sekund.

Da jeg efter lidt bøvl fandt post 4, vidste jeg, at jeg igen var

nødsaget til at spise nogle sekunder for at hente det tabte.

På vej til post 7 gik det galt igen, jeg fik taget en dårlig retning og

endte flere hundrede meter fra posten. Igen som ved post 1 måtte

jeg bruge lidt tid på overhovedet at finde ud af, hvor jeg i det hele

taget var henne. Et stort område på kortet, som var tegnet grønt,

var nu fuldstændig fældet. Det gjorde mig en smule forvirret. Til

sidst fandt jeg også den post, men endnu en gang havde jeg smidt

mange unødvendige sekunder. På det tidspunkt sagde jeg til mig

selv: ”Eskil, du er nødt til at løbe sikkert uden for stierne, og så

give den alt, hvad du har i benene på stierne.” Den strategi viste

WEST - NYT SIDE 18 2010 - 4

sig at være god, da jeg kun lavede få fejl resten af banen. Et stort

tidstab mere blev det dog til, da jeg på vej til den sidste post havde

besluttet mig for at følge en sti igennem et grønt område. Da jeg

stod midt inde i fyrrekrattet, måtte jeg erkende, at stien ikke længere

fandtes. Jeg fik mig til sidst kæmpet ud på en sti, og kunne

løbe til mål, stadig med et lille håb om at havde slået nogle af

klubbens store løver, og måske endda dem alle.

Det lykkedes! Et af efterårets hele store mål blev opfyldt, sejr i

klubbens mesterskab i natorientering. Og så endda i skønne omgivelser,

med meget udfordrende baner, god mad og efterfølgende

hyggeligt samvær, som endnu en gang styrkede fællesskabet i vores

skønne klub.

Tak for endnu et godt orienteringsarrangement!

Eskil